5. oktober 2012

En krank skæbne præget af tobak, kønssygdomme og et fremtidigt liv i provinsen

Gæsteindlæg

Overhørte forleden to pigers samtale i toget et sted i Hovedstaden. Det er noget, jeg gerne gør. Altså lytter til andres samtale. Det er som en portal ind til andre universer. Eller – kunne man fristes til at mene i dette tilfælde – som en kort kontakt til en race, som endnu er forskånet for civilisationens byrde.

Samtalen handlede om, at den ene pige, som vel var omkring 16-17 år, havde dummet sig. Jeg kunne først ikke helt begribe essensen i samtalen, hvilket naturligvis bare pirrede min nysgerrighed yderligere. Det handlede om, at hendes lærer havde spurgt, om hun vidste hvem en given person var. Drengene i klassen – de evigt utro væsner - havde hvisket til hende, at der var tale om en kendt tegneseriefigur. Hvilket hun havde svaret læren.
Her må vi gøre vores første refleksive ophold. Hvordan kan man blive 16-17 år og så stadig være naiv nok til at tro på noget som helst drengene i klassen siger? Jeg husker en scene i en Sherlock Holmes film, hvor Holmes sammen med sin bror Mycroft alene ved at se på personerne uden for Holmes’ vindue præcist kan beskrive disse personers ganske liv. Et emblem på jakken indikerer tid brugt i hæren i Indien, et blegt punkt på fingeren viser hvor vielsesringen sad før skilsmissen osv.
Anvender vi samme antropologiske metode på pigen i toget, kan vi, frygter jeg, ud fra den enkle kendsgerning at hun som 16-17 årig fortsat tror på noget som helst drengene i klassen siger, udlede en krank skæbne præget af tobak, kønssygdomme og et fremtidigt liv i provinsen.
Men nu tilbage til historien. Efter pigen havde svaret læreren, at der naturligvis var tale om en tegneseriefigur, var klassen brudt sammen i latter. Ak ja, hvor ofte deltog jeg ikke selv i den slags spas i mine tider på privatskolen. Pigen havde naturligt nok ikke fundet det specielt vederkvægende at blive centrum for klassens, herunder lærerens, spe og spot, men havde med instinktiv snuhed valgt at grine med.
Veninden, som fik fortalt historien, var tydeligvis oprørt over, hvad der var sket. Men hendes nysgerrighed var dog også blevet vakt i forhold til hvem denne person, som så øjensynligt ikke var en tegneserieperson, egentlig var? Hun spurgte derfor veninden: "Hvem var han så?". Ak, pigen, der fortalte historien, vidste det fortsat ikke. Det havde vist alligevel været for meget med alt det grineri. "Jeg ved det ikke," svarede hun, "men han var vist sådan en som mindede om Hitler". Og så var det jeg pludselig kunne høre navnet på den person, de snakkede om. Det var Stalin. Det var Stalin, drengene havde sagt var en tegneseriefigur – og det var Stalin, som ingen af de to piger anede hvem var - udover, at han vist mindede lidt om Hitler.
Og så var det jeg tænkte: som neoliberal er jeg alligevel stolt af dette! Nu har vi længe kæmpet for at få lukket humaniora og få de unge mennesker til at lave noget fornuftigt. Nu ser det endelig ud til, at vores kamp er ved at bære frugt!

1 kommentar:

  1. Du virker til at have både meninger og viden, så hvem var Stalin? En neoliberalist?

    SvarSlet