19. september 2012

Du danske sprog, du er ... bare et sprog

Udlænding hos bageren i Kbh.: ”Må jeg få et franskbrød?” Ekspedient: ”What kind?”

Mig selv på en indisk restaurant i Kbh.: ”Jeg vil gerne have en øl.” Tjener: ”Would you like a Singha beer or Carlsberg?”

Det er jo fint, når folk forstår hinanden. Men hvorfor bruges dansk næsten kun mellem mennesker, der taler det flydende?

Er det danske sprog et kommunikationsredskab til gensidig brug, hvis og kun hvis begge parter taler det nærmest perfekt

Ja, sådan ser det ud. Denne påstand bygger jeg på egen erfaring og på hvad jeg har hørt fra utallige udlændinge, der lærer dansk i Danmark. Hvis de siger noget på dansk til en modersmålstalende, slår vedkommende over i engelsk.

Man kan have mange meninger om denne situation og anskue den fra forskellige synsvinkler. Min egen synsvinkel er kontroversiel og måske lidt bizar. Jeg mener, at det danske sprog i princippet er … et sprog. Et sprog som alle andre sprog. Et forråd af ord, grammatik og udtalekonventioner mv. Men først og sidst et kommunikationsredskab. Hvad kan man kommunikere på dansk, hvad kan man formulere? Alt muligt, muligvis hvad som helst.

Med andre ord: Det danske sprog er ikke (bare) min moders stemme. Så sødt velsignet du mit hjerte når. Det danske sprog er ikke (bare) en kulturmarkør eller en måde, hvorpå man – gennem sprog – vokser op og lever i Danmark. Det er også et altid slidt og altid nyt kommunikationsredskab, som kan bruges mellem mennesker der taler det forskelligt.  

Og det burde være alfa og omega for det danske sprog at det kan bruges i enhver dødssyg eller livsnødvendig kommunikationssituation. Er det ikke det, sproget er der for? At blive brugt og misbrugt. Er dansk sprogpraksis måske en slags luksusartikel, som kun er tilgængelig for et vist forbrugersegment?

Hvis det danske sprog er et kommunikationsredskab, så kan man kommunikere på dansk, selv om man ikke taler som en indfødt-modersmålstalende. Den mulighed accepterer de fleste, når det gælder andre sprog. Fx fremmedsprog, som danskere lærer i skolen. Man kan kommunikere på engelsk, selv om man ikke taler godt eller flydende engelsk. For engelsk er et kommunikationsredskab, som man kan bruge – selv om ens brug af redskabet er anderledes eller mere klodset end andres brug af samme redskab. Det er ikke et stort problem – for det handler jo om kommunikation, om at bruge redskabet så godt man kan. Man taler ikke engelsk for det engelske sprogs egen skyld, eller for de engelsktalendes skyld, men for ens egen skyld, dvs. for kommunikationens skyld, for at kommunikere, formulere, udtrykke sig eller noget.

Fornylig diskuterede jeg danskeres og udlændinges forhold til det danske sprog – på ovennævnte indiske restaurant i Kbh. I diskussionen kunne jeg ikke finde ud af at formulere mig klart. Da jeg kom hjem, faldt jeg over en bog med den lovende titel ”Dansk uden tårer” (Politikens Forlag 2001). I bogen fandt jeg følgende beskrivelse af ’sprogsituationen’ af Garba Diallo, der er immigrant eller flygtning.

”Rent faktisk synes jeg ikke, at den tekniske side af sproget er så svær. Den største udfordring ligger i at forstå ironien og de uskrevne regler – den kulturelle barriere. Danskerne taler bedre og mere funktionelt engelsk end englænderne. Det kan give udlændinge det fejlagtige indtryk, at de ikke behøver at lære at tale dansk. Danskerne er med til at forstærke dette indtryk, da de har en fast overbevisning om, at kun indfødte danskere kan lære at tale dansk flydende. Danskerne bruger engelsk til at kommunikere med udlændinge, men det danske sprog fungerer som et værn til at holde udlændinge på afstand.”

Jeg mener ikke, at Garba Diallo rammer ved siden af, selv om han generaliserer og bruger hårde ord. Hvis man vil, kan man dog sagtens finde på forklaringer af udlændinges og danskeres tendens til (kun) at tale engelsk med hinanden – eller til slet ikke at tale med hinanden. Man kan henvise til sprogets tekniske side, nemlig at dansk er et mumlesprog. (Det er det. Og andre sprog er spytte-, hvisle-, hvæse-sprog). Man kan mene, at danskkundskaber er overflødige, da engelsk er et verdenssprog – og da alle har så travlt med dit og dat, at de jo ikke har tid til at lære at tale dansk eller lære at forstå dansk talt med accent. Men det er bare undskyldninger og søforklaringer, som kun kan bruges, hvis det drejer sig om udlændinge, der er på kortere ophold i Danmark, eller om danskere, der åbent indrømmer, at de elsker at høre sig selv tale engelsk. 

Men jeg er også godt klar over, at for mange er lyden af deres modersmål talt med accent og grammatiske afvigelser som … at få en kniv i hjertet! Modersmålet er jo min moders rare og forbilledlige stemme. Og et flydende sprog er et bevis på tilhørsforhold, dannelse, intelligens og intellektuelle kompetencer. (Her sker der nok ofte en forveksling af intellektets kompetencer med tungens).

Kun at opfatte dansk som et modersmåls-og-hjemlandssprog er en dansk specialitet (som sikkert også kan findes i andre små sprog). For mange er modersmålsdansk det eneste dansk, som de vil tale med andre og vil høre fra andre. Det er samtidig en vanvittig begrænsning, som pålægges det danske sprog. Og et stort problem for udlændinge som er i gang med at lære dansk. De kan ikke komme til at bruge det danske sprog. For dansk er jo ikke et kommunikationsredskab, men meget mere eller andet end det, fx et finmasket kulturelt fællesskab (mest for indfødte). 

Det er til at grine eller græde over. Nogle griner måske. Andre græder. Fordi vi har et sprog som ikke er … et sprog (ed sprou). 

*

Læs også Du danske sprog, bliv frugtbart og mangfoldigt!

4 kommentarer:

  1. Interessant vinkel at kalde dansk for et ikke-sprog. Vi kommunikerer ikke sammen på dansk, men føler efter med lange tentakler om den anden er alien eller en af os.

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er enig i, at dansk er et redskab og bør bruges og misbruges efter behov. En skruetrækker kan jo også i nødens stund bruges som øloplukker. Men befinder man sig i et velassorteret samtalekøkken, så vil de allerfleste nok være stærkt tilbøjelige til at vælge øloplukkeren...

      Jeg bruger mit dansk til at få rugbrød over disken hos bageren, men også til at få Henrik Nordbrandts dødsangst ind i kroppen. De to måder at bruge sproget på har umiddelbart ikke meget med hinanden at gøre. Og var det ikke fordi jeg (i lighed med de fleste udlændinge) mest spiser rugbrød, for at dulme min dødsangst på en ifølge sundhedsvidenskaben rationel måde, så ville det være svært at se en forbindelse overhovedet. Men den er der. Også et andet sted. For selv om Nordbrandt og bageren påvirker mig forskelligt, så er drivkraften i min sproghandling den samme: Jeg vil noget og bruger sproget til at få det.

      Jeg havde en gang en kæreste, som kom fra Irland. Og vi brugte det meste af tiden på at diskutere hvilket sprog, vi skulle tale. Diskussionen foregik altid på dansk. Fordi han på trods af sin evindelige trykfejl på "måské" (som jeg naturligvis rettede) talte meget bedre dansk, end jeg talte engelsk. Til sidst sagde han så alligevel noget, som lukkede diskussionen: "Man taler det sprog, der med mindst mulig anstrengelse skaber mest mulig kommunikation." Og jeg er bange for, at det er sådan, det er. Hvis man først har accepteret, at sproget er et redskab, så betyder det også, at man i ganske mange situationer er tilbøjelig til at vælge DET BEDSTE redskab. For selv om en tur til bageren kan virke banal, så er "rugbrød", ud over at være et forfærdeligt brød, jo også et forfærdeligt ord. Og hvis man som udlænding ikke orker 3 dage i sproglaboratoriet for at komme sin dødsangst til livs (som man ifølge sagens natur må have pådraget sig et andet sted end hos Nordbrandt), så forstår jeg det godt. Skal danskere, som ikke kan håndtere et par spisepinde, helt opgive asiatisk mad? Det synes jeg ikke. ”Liv” rimer på ”kompromis”. Også på dansk, hvis kompromiset er stort nok.

      Verden er kun en sprogskole for dem, der elsker sprogskoler. For mange andre er verden et sted, hvor man gør noget, vil noget, tør noget. Et sted hvor man elsker og hader oprigtigt. Det er derfor, vi vælger de redskaber, hvor vi kommer længst. Måske ikke på den lange bane, men i hvert fald i løbet af det næste måltid. Jeg tror ikke, at danskere underkender dansk som brugsgenstand. Men det er bare svært at undgå at bemærke, at dansk for mange andre er en noget akavet gaffel at putte i munden.

      Slet
    2. Jeg tror at verden er den eneste sprogskole der findes. (Jeg tror ikke man kan lære særlig meget sprog i et klasselokale). Og valget af sprogredskab er helt sikkert pragmatisk begrundet, som du skriver. For mig er spørgsmålet: Hvilket er det bedste redskab FOR HVEM og også PÅ DEN LANGE BANE? Og hvorfor er det så svært for danskere at forstå dansk talt med accent? Det går meget godt med den slags i andre lande.

      Slet