TID. Kapitel 2: Tidsfilosofi, tidsoplevelse, kroppens tid

B. og jeg snakkede om TID og drak vin. Men det viste sig efterhånden umuligt for B. at fatte sig i korthed om emnet. Og faktisk havde vi også masser af tid – men til gengæld har skærmen og læseren måske ikke så meget tålmodighed. Jeg måtte drikke min vin og sluge
mit ønske om hurtig indsigt i tidens væsen. 

Derefter rejste jeg videre i tid og rum. Jeg kom tilbage til København, men kunne ikke glemme emnet TID. – ”Leave the country, not the office” som der stod på en reklame i lufthavnen. Det vigtige er (tanke)arbejdet og arbejdstempoet. Hvor man er, er mindre vigtigt. Vi lever simpelthen i tidens tid. I arbejdstidens, travlhedens, fritidens, kvalitetstidens, time out’ens, time managementets tid. I samtidighedens tid. Pyt med stedet, rummet, afstanden. 

Da jeg altså var tilbage i København, men lige så godt kunne være et andet sted, skrev B. til mig. Han anbefalede en 30 siders artikel om tidsbevidsthed, som han havde skrevet til et filosofisk tidsskrift. Han frygtede dog, skrev han, at folk allerede for længe siden havde vænnet sig af med at læse noget så langsomt, som man burde læse hans artikel. Artiklen var da også meget tidskrævende læsning – men jeg havde faktisk også masser af tid. Alligevel blev jeg lettet, da B. pludselig sendte en mail om nogle af tidsbevidsthedens gåder: 

”Når vi siger, at bevidstheden eksisterer i tid, så kan det forstås på to måder. Når du kalder på en person ved navn Mathias, så oplever du stavelserne i navnet, mens du udtaler dem. Dette forløb ændrer sig, jo mere af navnet du har udtalt. På den ene side oplever du hver stavelse i et Nu. Du oplever en rækkefølge af Nu’er: Først stavelsen MA, så THI, så AS. Det ene Nu afløser det andet. På den anden side er du bevidst om hele ordet. Du er bevidst om hele forløbet af stavelser, om alle delene sammen i en enhed. 
Du er ikke kun bevidst om Nuet, men også om det fortidige og fremtidige: Først udtaler du MA, og det udtaler du som begyndelsen af navnet, for du foregriber allerede de næste stavelser. MA er nutidig, THI er nærmeste fremtid, AS er fjernere fremtid. Derpå udtaler du THI, som nu er nutid, men du er også stadig bevidst om MA, som nu er nærmeste fortid, og om AS som nærmeste fremtid. I næste øjeblik er AS nutidig og MATHI er nu fortid; THI er nærmeste fortid og MA fjernere fortid.

Det mærkelige er, at vi altså har to forskellige slags tidsbevidstheder. Den ene er bevidstheden om Nuet. Den anden er bevidstheden om et sammenhængende tidsforløb, der også rummer fortid og fremtid. Den anden bevidsthed synes altså at kunne se den første bevidsthed udefra. Den anden bevidsthed (om hele tidsforløbet) kan springe over sin egen skygge. Springe over bevidsthedens Nu. Og dette spring foregår i øvrigt også i et Nu.”

Så blev vi så meget klogere! Også på filosofien, der har vist sig at være en krævende elsker. Og mens du nu – min kære, måske travle læser – overvejer at kaste dig i armene på den, selv hvis det kun skulle blive til et weekendforhold, for på den måde at finde ud af hvad Aristoteles, Augustin, Husserl m.fl. har tænkt om TID, så vil jeg i det følgende bare tænke lidt videre selv.   

Oplevelse og dagligdags forståelse af tid

Vi lever under alle omstændigheder i tid. Men én ting er hvordan vi lever, en anden ting er hvordan vi forstår tid. Hvis man kun forstår tid som en ting eller ressource af en vis størrelse, så kan det nemt blive svært at leve med tiden. Så er det kun størrelsen der tæller, altså mængden af tid, og man kan havne i fortravlethed eller kedsomhed. Tiden bliver noget man skal spare på eller slå ihjel. Enten er der for lidt, eller også er der for meget. 

På den anden side er det utopisk at forvente, at vi skulle holde op med at gøre tiden til en ting. Det gør vi, og det har vi gjort i århundreder. Vi gør tiden til en ting der kan måles – noget der er uden for os selv. Noget, som vi indstiller os i forhold til og som vi kan udnytte. Men tid er også andet og mere end det. Tid er også noget indre, eller et medium, vi lever og oplever i. Vi lever i luft, rum og tid. 

Var der tid, før rummet, tingene og livet, bevægelserne og forandringerne opstod? Gik tiden før The Big Bang? Eller begyndte tiden virkelig den 1. januar for 14 milliarder år siden? Det antager tidsregningen og videnskaben – men hvem ved? Ligesom organisk forandring er en markør for fysisk liv, sådan er tidserfaring eller tidslighed en markør for psykisk liv, bevidsthed og erkendelse. 

Det er let at forstå tiden som en ting eller ressource. Det er også let at få øje på, at der ofte er et konfliktforhold mellem tiden-som-ting og vores egen tidsfornemmelse. Konflikten kan vise sig som den kedsomhed, der blander utålmodighed, rastløshed og tomhedsfølelse. Når man keder sig, er tiden for lang og for tom. Når man er fortravlet eller stresset, er tiden for kort og for fyldt. Bevidstheden og kroppen kan ikke følge med tiden. Der bliver puttet for meget indhold og for mange indtryk i. Tempo og frekvens overstiger evnerne. Evnerne har brug for pauser, de kan ikke være konstant aktive. I modsætning til en maskine eller et apparat, der kan være aktivt konstant, når den eller det er tændt.  

Vi har masser af tid – spørgsmålet er, hvor meget vi putter i den. Om vi fylder og fastnagler og planlægger tiden. Eller om vi tillader vores egen tidsfornemmelse at … fornemme tiden i sit eget tempo.

Kroppens tid         

Til kroppens tid hører vækst, cyklusser og forfald. Hvis kroppen ikke følger den normale rytme, men afviger – fx på grund af sygdom – kan det føles som at falde ud af tiden. Der er også mennesker, der gerne vil falde ud af tiden: Få øjeblikket til at stå stille, være vågen hele weekenden, blive ved med at være 29, sætte det biologiske ur tilbage. 

Det er endnu ikke lykkedes at bremse den levende krops tid helt, men aldringen kan måske forsinkes. Vi kan prøve at tvinge naturen i den ønskede retning ved hjælp af bioteknologi og skønhedskirurgi. Plus måske kuren ”10 år yngre på 10 uger”. Og 20 år yngre på 20 uger? Den naturlige retning peger dog stadig mod død og ødelæggelse. Via vækst, forandring og selvfornyende processer.

Kroppen og hjernen ændrer sig hele livet. Ofte langsomt, af og til hurtigt. Kroppens ejer, lejer eller udkigspost, personen, ser helst at det går fremad mod vækst og optimering. Eller at det i det mindste bliver ved med at være som det er. Er det fordi vores krop normalt udvikler sig så langsomt, at vi opfatter os selv som evige? Eller fordi vi er bange for død og ødelæggelse? Tror vi, at vores bevidsthed og livskvalitet er i evig vækst, og kan ikke forstå at kroppen ikke følger med?

Det kan jo være, at bevidsthed og krop ikke altid følges ad, selv om de bor i samme hus. Sindet kan vandre ud af kroppen, i drømme og tanker. Kroppen kan miste bevidstheden, men leve videre. Kroppen lever sit eget liv og dør sin egen død. Trods alle bevidsthedens fine fornemmelser og trods den guddommelige bioteknologi, går kroppen sin egen gang mod vækst, fornyelse, aldring og død. Rundt og rundt, opad og nedad, og fremad mod slutningen.  

Og mens vi fornys og forfalder, kan vi … mindes fortiden.

Fortsættes:
TID 3: Fortid og hukommelse. Don't mention the war?