13. september 2012

Ode til maskuliniteten


Gæsteindlæg

En mand ligger blødende på gaden. Et færdselsuheld har tydeligvis fundet sted. Mennesker står stimlet sammen i tilbageholdt spænding over, hvilket af mandens åndedræt, der bliver det sidste. Klip.
Andetsteds ser vi et lille barn, der utålmodigt venter på at blive hentet af sin far. En pædagog trøster smilende og let fraværende barnet med, at nu varer det ikke så længe. Men vi – som tilskuere – forstår tragedien. Faren vil aldrig komme. Han er døende og vil ikke rejse sig igen. Klip. Vi ser moderen, der er på arbejde. I tryg forvisning om, at barnet vil blive hentet af manden. Klip. Vi er nu tilbage hos hendes mand. Sekunderne er blevet til timer og vi fornemmer, at nu er det nu. Samtidig hører vi en svag summen fra de høretelefoner, der ligger ved siden af det sårede hoved. Lyden bliver langsomt højere og højere. Manden kigger op mod himlen. Han smiler og mumler noget næsten uhørligt. En af de omkringstående bøjer sig ind over ham for at høre, hvad han siger. Vi – som tilskuere – er klar over, at det helt sikkert er de sidste ord manden nogensinde vil sige i denne verden, som nu undslipper hans læber. Kameraet zoomer ind. Ikke blot i billede men også i lyd. Først bliver vi klar over lyden fra høretelefonerne. En kuldegysning går gennem os, da vi opdager, at musikken, der nu tydeligt høres, er Wagners Valkyriernes ridt. Musikken er nu øredøvende. Vi ser op mod himlen, som er blevet til flammer. Og vi ser ud af flammerne kommer stolte ryttere i harnisk ridende for at samle de døde helte på valen: Mænd der i årtusinder har kæmpet den samme kamp for deres kvinder og børn.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar