16. september 2012

Ingen grund til at bekymre sig om de unge

Gæsteindlæg

Det er en dejlig solskinsmorgen, og jeg skal til endnu en spændende konference om, hvorfor de unge ikke er så gode til at tage sig en ungdomsuddannelse. Der er mange spændende navne og titler på programmet, men før jeg træder ind i de kloge hoveders glaspalads, skal min egen yngste pode lige afleveres i børnehave først.
Det er ikke så nemt som man skulle tro, for stedet er en af de nye højeffektive institutioner, hvor otte vuggestuer og børnehaver deler samme hus. Og det betyder i praksis, at man tit bruger mindst en halv time på at finde en voksen, og den seddel barnet skal krydses ind på.

Denne morgen er ikke anderledes. Vi ser os om på den store legeplads, mit barn og jeg i håb om at få øje på et kendt ansigt. Barn eller voksen. Det er ikke så lige til. Et barn med en krøllet nakke, ligner Simon, men er det ikke. Han er nemlig lige gået ud. Af det faste personale, som er på min søns stue er 75% langtidssygemeldt. De sidste 25% har sagt op. Mon Tobias, den nye søde vikar er mødt endnu? Vi spejder videre. Stresssveden er allerede begyndt at løbe ned af min armhule. Hov, der er en jeg kender. ”Se der, der er jo …. Karina,” med et hurtigt tag i hånden, spurter jeg af sted mod det kendte ansigt, som jeg har fået øje på. Min søn er ikke helt sikker på, hvem det er, men jeg kender hende fra et forældremøde, og der er også andre forældre der har fået øje på hende. Det gælder om at være hurtig. ”Skal du ikke fortælle Karina, hvad du har lavet i weekenden?” siger jeg til min søn, ivrig efter at etablere en kontakt mellem dem. Det lykkes. Min søn er beundringsværdigt forandringsparat. De mange skiftende ansigter. De uigennemskuelige strukturer og procedurer. Han klarer det så flot, og begynder tillidsfuldt at fortælle løs til Karina, der med virrende hoved forsøger at lytte til alle de tre børn, der plaprer løs til hende. Solen skinner på hendes hår, og de mange børneøjne omkring hende lyser. Vi vinker farvel, og jeg når frem i tide til at høre de mange bud på, hvorfor det går så skidt med de unge.
Det bekymrer os, at 20% ikke tager andet en folkeskolens afgangseksamen. Det skulle helst kun være 5%. Det har nogen bestemt engang for mange år siden, og alle os der arbejder med unge, snakker utrolig meget om, hvorfor de unge ikke tager det tal ligeså alvorligt, som alle vi andre gør. Hvordan skal Danmark så fortsætte med at køre på første klasse, som de siger i Dansk Industri.
Men heldigvis er der mange gode teorier om, hvorfor de unge er så umotiverede til at uddanne sig. Og heldigvis er der Ny Nordisk Skole: Vi skal være stolte af, at vi har nogle af de bedste børneinstitutioner i verden. Vi opdrager til demokrati og med gode trygge rammer. Vi arbejder på at reducere antallet af funktionelle analfabeter efter folkeskolen. (15%). Og vi vil også inkludere nogle af de mange børn, der lige nu går på specialskoler.


Altså, når det kommer til stykket. Ingen grund til bekymring. Vi skal blive bedre til at gøre det vi i forvejen gør rigtig godt. Og det skal skylles ned med god nordisk mad og masser af rejer. Velbekomme!    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar