Den lidenskabelige højrefløj, det slatne centrum-venstre & KONVOLUT: tidsskrift for oppositionelle skrifter

En dag sad jeg på et københavnsk bibliotek. Der lugtede sursødt. Atmosfæren emmede af service, men også af opgivelse. God vilje og trist resignation – samtidig.

Der var ikke meget af den demokratiske luksus, der kendetegner steder som DRs Koncerthus eller Den Sorte Diamant. 

Denne (skattefinansierede) allemandsluksus, som man også bare kan kalde ”Danish Design”, fandtes kun i en skrabet udgave dér på biblioteket.

Jeg sad i avishjørnet og bladrede i Politiken. En litteraturanmelder citerede et gammelt digt: 

»The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«.

Efter citatet fortsatte anmelderen: 

Det er ikke alene en rammende beskrivelse af det politiske landskab i Danmark og Europa, hvor venstrefløjen er paralyseret og perpleks, mens det ekstreme højre er energisk og selvbevidst, det er også et dilemma, der står i fuldt flor i Lone Aburas' tredje roman, pudsigt generisk betitlet 'Politisk roman', og komplet udstyret med 70'er-grafik og -typografi.
Det, at alle de (vi!) gode og velmenende mennesker i den danske middelklasse står tøvende, hyklerisk og famlende, hvis ikke ironisk distanceret, over for det at handle og tænke politisk – er præmissen og grundaksen i Aburas' roman.

I guder?! mumlede jeg. Sidder jeg ikke her og bevidner et perverst sammenfald af selvkritik og selvtilfredshed?! Hvordan kan anmelderen uden at blinke kalde sig selv og nutidens forkælede middelklassesocialister for ”de bedste”?! De bedste skal blive de værste og de værste skal blive de bedste! hvislede jeg.

Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg nok kylet avisen hen ad det afhøvlede gulv. Nu kiggede jeg i stedet op fra papiret og trak vejret dybt. 

Overfor mig i avishjørnet sad en ældre kvinde med en ordentlig stak Tante Berlingeren. Hendes hår var sat smukt op og hun bar perleøreringe. Der var en em af luksus, med et svagt strejf af demokrati, over hende. Jeg kiggede på hende, hun mærkede det åbenbart og kiggede tilbage. 

”Jeg hører dig sukke,” sagde hun, ”men så lad dog det smudsblad ligge. Det er kun de første par sider, der er værd at læse. Nyhedsstoffet. Og sportssiderne, siger min søn. Resten er meninger. Uinteressant. Og du sukker jo også som en hel trykpresse.” Hun smilede venligt og bedrevidende – samtidig.

”Jah ...” sagde jeg, ”synes du, Berlingeren er bedre?”

”Det er uden for enhver tvivl,” sagde hun. ”Jeg læser debatstoffet med samme interesse som min datter læser sin ”Facebook”. Hun har også lært mig at læse Berlingskes blooogs (sådan udtalte hun ordet) på internettet derhjemme. Mere debatstof. Højst interessant, for det meste.”

”Men … det er vel også bare meninger,” sagde jeg, ”altså, det er vel også bare folks meninger om dit og dat?”

”Det kan du da påstå,” sagde hun, ”men du har misforstået det vigtigste. Det er forskellen på dem der skriver i Politiken, og dem der skriver i Berlingske. I Politiken har skribenterne meninger, som er skabt af synspunkter, som er skabt af ord, som er tørre og hårde og døde som … for eksempel ligesom perler.” Hun rystede på hovedet og perleøreringene dinglede. 

”Ja …?” sagde jeg og rystede også lidt på hovedet, uforstående.

”I Politiken har de politiske meninger,” sagde hun, ”og deres politiske meninger er uden kød og blod. Der er intet erotisk i deres meninger, ja undskyld mig, jeg kan ganske simpelt ikke MÆRKE deres meninger. De er som døde perler uden vægt, som ensartede kulturperler eller endnu værre: plastikperler.”

”Jamen … nå,” sagde jeg, ”men hvad så med Berlingskes debattører?”

”Jo, ser du,” sagde hun, ”jeg holder meget af skribenter som Kasper Støvring og Eva Agnete Selsing. Men også mange af de andre. De kan noget helt særligt, som jeg tror jeg aldrig har fundet i Politiken. Heller ikke i dame-, haha dagbladet Information, der også er blevet sådan sludrende på en lidt kedelig måde. Du forstår det ikke. Så lad mig forsøge at forklare. Jeg må give nogle eksempler fra hukommelsen.”

Hun rettede sig op og lagde to ringbesatte hænder på bordet foran sig.

”Altså for eksempel Støvring. Når Støvring skriver, er det jo ikke bare en dannet og klog mand der skriver. Det er et helt menneske. Hvorfor? Fordi han skriver, ikke bare om meninger, men om kultur, om blod, om historie, om eksistens, om MENNESKER. Når Støvring skriver om Ahmed Akkari, der sprang op som en løve og nu er faldet ned som et lam, du kender vel historien, så skriver Støvring om mandens eksistens, hans skift fra en eksistens til en helt anden og FULDSTÆNDIG ANDERLEDES eksistens, hele den eksistensKRIIISE og identitetskrise, som findes i Akkaris SKÆÆBNE. 

Det er smukt. Ja, det er højst interessant og meget levende. I Politiken bliver den samme historie til en historie om at skifte mening. Trist, tørt og dødt, umenneskeligt. 

Eller for eksempel Eva Agnete Selsing, denne intelligente kvindelige filosof. Hun kan skrive om, ja hun kan analysere, nogle meget indviklede spørgsmål angående kvinder og mænd og kvindelighed og mandighed, så man mærker det! Det handler skam ikke om ”rigtigt og forkert”, om fyfyskamme og undertrykkelse. Nej, det handler om at være mand GENNEM ÅRHUNDREDERNE, at være ridderlig og elske sit fædreland. Det er meget rørende og også utroligt oplysende, ja det er faktisk bevidsthedsudvidende, som Eva kan skrive om køn og få hele historien med. Men ikke holde historiske forelæsninger om ”dengang i 1968” eller ”dengang i det 18. århundrede”, tværtimod gør hun hele historien levende. Man mærker, hvordan historien flyder igennem ens årer. Hvordan den stadig flyder igennem ens årer. Det er så fantastisk stimulerende! Livgivende.” 

Hun sukkede velbehageligt, men tilføjede så skarpt ”Kan du følge mig?!”

”Jo … jeg ved ikke rigtigt,” svarede jeg nølende. ”Mener du, at disse skribenter har sådan en … et større perspektiv, en … videre horisont?”

”Jamen selvfølgelig mener jeg det!” svarede kvinden. ”De har et hoved, der stadig sidder på kroppen. Og en krop, der er en del af HISTORIENS KROP. Vores histories krop. Danmarks krop. Europas krop. De har ikke adskilt alle de ting, der hører sammen. Alt det der hører sammen ER stadig sammen, når Støvring og Eva skriver. Det er menneskeligt. Og det er … lidenskab! 

Derfor læser jeg det med glæde og jeg læser IKKE Politiken med alle disse blodfattige meninger, der bare er tanker og ideer og intet andet. Det er spild af tid og jeg er for gammel til den slags. Og det er du måske også!” sluttede hun.

”Øh …” sagde jeg, men tog mig så sammen og spurgte igen: ”men hvis jeg har forstået dig rigtigt, øh, er det så faktisk ikke hovedet, man skal bruge, når man tænker? Altså hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg har læst noget af ham Mads Holger og han bruger da ikke hovedet så meget. Han kan slet ikke skelne mellem æstetik og politik. Det er da ikke engang konservativt. Det er bare ... u-dannethed,” sagde jeg og brugte et ord, som jeg tænkte ville appellere til damen. 

”Nej, her kan jeg sandelig ikke følge dig,” svarede hun. ”Man skal tænke med lidenskab! Lidenskab. Det er lidenskaben det kommer an på, det skrev også Kierkegaard. Og det er ikke mindst den vide horisont, det kommer an på. Ikke nu og her. Men altid. Som jeg sagde før: ikke bare meninger, men eksistens, kød og blod, historien, vores arv. Vi er ikke bare meningsmaskiner, vi er, ja, vi er MÆND, ja eller måske kvinder, vi er danskere, vi er europæere! Og vi er det hele samtidig. SAMTIDIG! Forstår du?! Det er helt og aldeles uadskilleligt. Det er i sandhed ”HELE PAKKEN” som de unge siger. Hele pakken – eller ingenting! Og det er netop det som Støvring og Eva har forstået. Jeg håber virkeligt at du også forstår det en dag, selvom det måske vil tage lidt længere tid for dig. Ja og nu må jeg virkelig hjem.” 

Hun rejste sig fra stolen og gik sin vej. Avisbunken lod hun ligge på bordet. 

Jeg blev siddende. Hele pakken? Alting eller ingenting? Tænke med historiens krop? Det var nye tanker for mig, men de trak i mig og appellerede. Jeg kiggede foragtfuldt på Politiken og kastede et længelsfult øjekast over mod Berlingske.

Som jeg sad dér fortabt i mine følelser, blev jeg vækket af en stols skramlen. En ung mand havde rejst sig fra et uset hjørne og kom nu ind i mit synsfelt. 

Han så venligt på mig og sagde: ”Det var da godt nok en lidt reaktionær dame.” 

Jeg studsede over ordet ”reaktionær”, som jeg ikke havde hørt i årevis, og over fyrens aarhusianske sprogmelodi.  ”Jo det …” sagde jeg bare.

”Ved du hva,” fortsatte fyren, ”jeg har noget her, som godt kunne være noget for dig.” Han rodede i sin stoftaske og trak et hvidt hæfte op. Han lagde hæftet på bordet foran mig. ”Du skal bare tage det med hjem,” sagde han, ”god fornøjelse!”

Før jeg nåede at reagere, havde han kantet sig ud af avishjørnet og var væk.

Jeg så ned på hæftet og på et sort-hvidt foto af en arm med hånd, der tømte en skål hvidt mel ud i luften. KONVOLUT, stod der, tidsskrift for oppositionelle skrifter.

Desorienteret bladrede jeg videre og fandt en indholdsfortegnelse.
Til en kritik af komforten ..... side 4, læste jeg.

Hm, sagde jeg til mig selv, det her kalder vist på en sjus. Jeg stak hæftet ned i min taske og forlod biblioteket.


*

Der blev citeret fra en anmeldelse af Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken 

Kasper Støvrings og Eva Agnete Selsings artikler kan læses på b.dk        

”Til en kritik af komforten” og resten af KONVOLUTs indhold kan læses her