2. juni 2013

Taberkvinden i det maskuliniserede samfund

Sidste uge var der møde i kvindegruppen – vi kalder den bare Gruppen. Vi mødes hver anden måned for at tale om os selv og bytte accessories (smykker, tørklæder, håndtasker, dimser). Vi har et uendeligt behov for at tale om os selv, og vi har uendeligt mange accessories. 
Det vil sige: Sådan var det i begyndelsen. Vi var en dansk Sex and the City-klon. Desværre kunne vi ikke holde det høje humør og kvidderen gående. Nogle begyndte at græde under møderne; andre begyndte at surmule; og atter andre drejede snakken ind på ”samfundet”, ”historien”, ”værdierne”, ”væksten” og andre abstrakte emner.
Det var ikke rart, men vi kunne ikke undertrykke det. Opløsningens dialektik var sat ind. For at sikre gruppens overlevelse besluttede vi at afsætte hver tredje gang til emne-diskussion, begyndende med et oplæg fra et af gruppens medlemmer. 
I sidste uge var det så Hanne, der havde valgt emnet og holdt oplægget. Uvist hvorfor kom der aldrig nogen diskussion efter Hannes oplæg. Alle var trætte, havde haft en hård uge, havde en hård uge foran sig osv. Efterfølgende har mange af medlemmerne så skrevet til mig og spurgt, hvad det egentlig var, Hanne havde sagt. Hun var ligesom ikke trængt igennem. Måske hænger det sammen med Hannes stil, der er lidt hård og kantet, og kan virke distraherende, så man ikke opfanger indholdet. 99% af kommunikationen ligger jo som bekendt i attituden og kropssproget. 
Men Hanne er også tjekket og jeg havde en mistanke om, at hun kunne have et manuskript eller nogle noter liggende, hvilket hun da også bekræftede, da jeg spurgte. Derfor kan jeg nu præsentere jer alle for Hannes oplæg i manuskriptform. Tak til Hanne – og til alle jer andre for jeres stædige engagement :)           

Hannes manuskript:

Taberkvinder

Taberkvinderne haster rundt i deres stramme bukser eller shorts og tynde jakker. De er maskuliniserede helt ind til marven. De er så maskuliniserede, at de ikke engang kan se, at de er maskuliniserede. For som min mor plejede at sige: Mænds selverkendelse kan ligge på et knappenålshovede. Eller som en mandlig forelæser engang sagde på universitetet: Kvinder er uhyre interesserede i hvem de selv er. En mand derimod vågner om morgenen, ser sig i spejlet og tænker ”nå ham, ham igen. Videre i programmet”.

Nu har taberkvinden tabt sin sunde usikkerhed omkring hvem hun selv er. I samme hug har hun tabt en stor del af sin kvindelige kernekompetence: Evnen til at vise grænseløs omsorg for andre mennesker. Det vil sige: For mennesker som hun selv har født, har giftet sig med, eller som hun har et professionelt ansvar for. For den kvindelige kernekompetence, der nu er ved at gå tabt, har naturligvis aldrig bestået i at vise omsorg for alle og enhver og hvem som helst. Kvinden har altid vidst, at omsorg og kærlighed hører hjemme i familien (samt evt. professionen). Kvinden er konkret.     

En så bizar forekomst som ”venskab” er jo også en maskulin opfindelse. Venskabet er mændenes domæne – samt den forvirrede ungdoms domæne. For hvad er ungdom andet end kønsforvirringens tid: biseksualitetens kaotiske og katastrofale tid? Og hvad er ”venskab” andet end to tilfældige menneskers (=mænds) upraktiske og ukonkrete kærlighed til hinanden? 

Den slags har kvinden, den modne kvinde, hverken lyst eller tid til at spilde sin lyst eller tid på. Derfor målretter hun sin kærlighed familien (samt evt. professionen). Det burde hun i hvert fald, men taberkvinden er ved at tage over. Taberkvinden er kold og gemmer den kvindelige kærlighed langt væk. Overtager hun så mændenes dyrkelse af det såkaldte ”venskab”? spørger I måske. Nej, så tåbelig er hun trods alt ikke. Der må være grænser for galskaben.   

Hun vælger selvfølgelig arbejdet og karrieren. Men desuden er der en anden maskulin kærlighed, som taberkvinden desværre tager til sig. Det er en meget berømt kærlighed, der har et meget smukt navn, men i praksis fungerer rigtigt dårligt: Næstekærligheden. Dette er den maskuliniserede kærlighed, som en mand (eller flere mænd) engang opfandt, og som lyder så smuk, men ingen kan definere. 
En typisk maskulin, abstrakt og fuldstændig vag og udflydende værdi, der i praksis betyder: Elsk den, du lige kan få øje på, hvis du ellers kan få øje på nogen. Og det kan ”man” jo ikke altid: altså få øje på nogen anden. Næstekærligheden er derfor ofte en ulykkelig kærlighed. Tilbage er så selvfølgelig selvkærligheden. Den er demokratisk, den er for alle.  

For kærlighedens skyld, for identitetens skyld, ja for altings skyld, må vi kvinder se i øjnene, at vi har tabt. At vi er taberkvinder. Og vi må gøre op med det maskuliniserede samfund. Med nogle tusind års forsinkelse, men bedre sent end aldrig. Det er ikke for sent at gøre op med maskuliniseringen og dens produkter – for eksempel sport, lønarbejde og krig
Vi kvinder skal ikke være sportsidioter, og vi skal ikke være soldater. Vi skal noget andet. 

Men vi skal vide, at opgøret ikke kan klares med lidt makeup. Det er ikke nok, at kvinder smører lidt farve i ansigtet og hænger et par accessories, der glitrer og glimter, på sig selv. Fx det typiske kulørte tørklæde oven på den ellers fuldstændig maskuliniserede klædedragt: bukser, bluse eller skjorte, jakke.

Og se nu bare på dette ord: ”accessories”. Tilbehør. Det feminine er simpelthen blevet til accessories, og aldrig har forbruget af accessories været så omfattende, så desperat, som nu. ”Accessories” optræder altid i flertal og det er jo fordi det er en masse småtterier, noget der må være meget af, hvis man overhovedet skal få øje på det. I vort gennemmaskuliniserede samfund, liv og udseende, er feminitet noget, vi klarer ved hjælp af accessories

Thomas Blachman, der forståeligt nok har et problem med taberkvinder, har her fat i noget: Nøgenheden. Taberkvinderne bliver først vinderkvinder, eller kvinder overhovedet, når de tager tøjet af. Af med den maskuliniserede klædedragt og livsstil, og af med alle accessories. Først dér har vi kvinden. Kvinden der ikke er en taberkvinde. Og dette må være vores udgangspunkt: den nøgne Eva. Eva, der endnu ikke har sagt eller gjort noget. 
(NB. Jeg tænker ikke på Thylejr-Eva. Hun var ikke den modne kvinde, men den unge forvirrede pige).

Her begynder vi altså: Den nøgne Eva står et sted, alene. Hvad vil hun, hvad vil hun gøre? Hvad vil hun mon sige, når hun en dag kommer så langt? Hvilken kultur vil hun opdyrke? Hvem er hun overhovedet?
Tørster hun efter en mands ord - eller snarere et glas Lambrusco? 

Lutter spørgsmål, som vi ikke har svar på endnu. Verden skal simpelthen skabes på ny. Først da slipper vi taberkvinder ud af det maskuliniserede samfund. 

Skål!


*

Note: 
Dette var ikke satire. Det var ironi. Hvorfor eller hvordan? Det vil jeg da gerne svare på, hvis jeg bliver spurgt. 

1 kommentar:

  1. Så faldt du alligevel i! Lige ned i den kønne spinat. Men flot at du så længe bare har været et menneske. Dem er der ikke så mange af. Den (eller skulle jeg sige hine) ydmyghed. Hilsen S

    SvarSlet