22. februar 2013

Du skal nyde!

























Det nye Første bud er blevet fundet! 
Det er uvist, om det blev skrevet på en tavle eller en tablet, oppe på et bjerg eller inde i en by.
Men budbringeren var også denne gang en mand med skæg. Nemlig filosoffen Slavoj Žižek, der har skrevet om den fundamentale pligt til at nyde i nutidens nydelsessamfund 

I kort form lyder budet altså: Du skal nyde!
Det er lidt usikkert, om det virkelig står på førstepladsen, eller måske følger efter budet Du skal have succes!
Desuden er budet Du skal nyde! mest fremtrædende i de samfund, hvor menneskene har mange penge mellem hænderne, og et vist ”ideologisk tomrum” mellem ørerne.

Du skal nyde! er heller ikke et splinternyt bud. Jeg vil fx mene, at Poul Henningsen i 1941 skrev en fin og lidt melankolsk sang om det: I dit korte liv hedder den. Teksten kan læses her.

Jeg har skrevet mig det nye bud bag øret. (PHs sangtekst var for lang). Dér står Budet med små sorte bogstaver, og ved hjælp af to spejle kan jeg altid læse det igen, hvis jeg skulle komme til at tøffe rundt som ”en ussel maskine” uden sans for det vigtigste.

Det foregik selvfølgelig ikke uden smerte. Med et plaster på såret, lige bag øret som sagt, forlod jeg tatovørens kælderværksted. Jeg lukkede døren bag mig, kiggede til siderne og så høje støvler og strømpebukser samt leggings til både højre og venstre. Jeg gik op ad den lille trappe og da jeg stod på fortovet, så jeg også de tilhørende under- og overkroppe. Jeg drejede og gik henad fortovet mod stationen. Kroppene havde også ansigter, som jeg strejfede med øjnene. De kiggede tilbage, vi havde samme bliktaktik. Strejfe med blikket – uden at se. Det var de prostituerede. Der var ganske mange af dem på en sådan en torsdag eftermiddag. 

Mens jeg stadig var på vej henad fortovet mod stationen, begyndte mine tanker at vandre og passere ord som ”rumænere”, ”affarvet hår”, ”unge”, ”hurtige penge”. På fjernere afstand optrådte ord som ”menneskehandel”, ”ufølsomhed”, ”kokain”, ”dumme piger”, ”svin”. 
Så mærkede jeg en smerte og kløen bag det ene øre. Jeg blev mindet om Budet. Du skal nyde! Lige præcis. Og prostitution handler vel også om nydelse? Sex handler om nydelse. Desuden havde jeg jo min egen nydelse at tænke på. Og nu var jeg ved at være henne ved stationen – dér kunne jeg købe noget at spise (sulten for sjov), noget at drikke (Enjoy!) osv. osv.

Så jeg købte dit og dat, gik ned på en perron og kiggede på reklamer indtil toget kom, steg på og kørte ud i provinsen. 
For rigtigt at nyde turen tog jeg med min smartphone en masse fotos af de smukke landskaber, der susede forbi. 

Så ankom jeg til provinsen. Aldrig har jeg set så mange butikker på én gang. Jeg pløjede mig gennem provinsbyens gader, ind og ud mellem stativer med tøj, store prisskilte, borde der var stillet ud på gaden og flød over af tøj og ting. Jeg faldt over bugnende kurve og kasser. Du skal nyde! formanede jeg mig selv og begyndte på må og få at bladre i de ophængte kjoler og bluser osv. osv. 
Der måtte være noget, jeg gerne ville have, noget der kunne blive mit, først og fremmest noget, der ville fremkalde et lille ryk af begær i min krop, en fokusering af mine sanser, en stimulering af min fantasi. Så jeg bladrede og bladrede gennem rækker af tøj og rodede i bunker på borde, jeg gik ind i butikker og ledte efter tilbud. Jeg prøvede virkelig at engagere mig, men måtte indrømme, at lige under min koncentration og mine anstrengelser lå en tung og klæg mark af ligegyldighed og træghed.
Fy! sagde jeg til mig selv. Nu må du tage dig sammen. Der er tilbud og slutspurt og især er der bare så utrolig meget af alting. Det kan alt sammen blive dit. I hvert fald noget af det. Er du måske særlig velklædt? Føler du måske nydelse, når du ser ind i dit tøjskab eller på dig selv i spejlet? Du har råd til at svinge dit dankort. Så kom dog i gang, menneske! Gør det – og nyd det! Du skal nyde! Nu!

Spørgsmålet er, om moralprædikener nogensinde virker. Det virkede ikke på mig, dankortet blev i lommen og i stedet for nydelse følte jeg bare irritation og skamfuldhed, ja et voksende ubehag ved min egen uformåen, et ubehag, som til sidst drev mig væk fra butikkerne og ind i en … kirke. 
Dér satte jeg mig på en træbænk, alene og tomhændet, uden de plastikposer og tasker, som burde have stået ved min fod som bevis på min menneskelighed og moral.
Heldigvis var kirken propfuld af andre materielle værdier. Guld, sølv og ædle træsorter. Marmor og andre stenarter, der var dekoreret med bizarre figurer såsom havfruer, store muslingeskaller, et væsen med slangekrop og menneskehoved med krone, dødningehoveder osv.
Jeg så på figurerne – men var det nydelse, jeg følte? Det var undren og ja, en slags glæde, men var det den rigtige nydelse? Kunne jeg i det mindste sige, at jeg dér i den gamle kirke et øjeblik levede op til budet Du skal nyde!?

Lidt usikker i troen forlod jeg kirken igen. Jeg gik ned mod havnen. Det plejer altid at være en nydelse at se på havet. Men … det var koldt og lidt tåget.
Desuden var der larmende maskiner, for der blev arbejdet på en omlægning af havnebassinet. Da der ikke længere var så mange skibe i havnen, skulle promenade-arealerne nu udvides, så turister og andre nydere kunne få mere … ja, nydelse ud af at besøge havnen og tilstødende seværdigheder.

Som et led i byens udvikling fra arbejderby til nydelsesby var der blevet stillet en ny skulptur op nede i havnen. Skulpturen var et remake af Den lille havfrue i København. Figuren var en ung mand, nøgen og uden fiskehale, der sad på en sten oppe på kajen. Både mand og sten var af et spejlblankt materiale.
Jeg stod og kiggede, det var bidende koldt, men jeg nød da manden/drengen og hans nøgenhed – samt spejlingerne af mig selv i hans krop og stenen. Jeg var der jo! Kunsten tårnede sig ikke op som noget, der gjorde mig lille og dum. Den inkluderede mig og … viste mig mig selv.

Se, det var en sand nydelse.

*

Note: Angående budet Du skal have succes!: se også under fiaskologi her på bloggen.

2 kommentarer:

  1. "Se, det var en sand nydelse" - sagde narcissisten?

    SvarSlet
  2. Narj - skulpturen (der hedder "Han") spejler HELE sin omverden. Bortset fra den grund, den står på.
    Betragteren, fx fotografen, spejles i miniformat ... i mange små udgaver.

    SvarSlet