Om fødselsglemsel i filosofien – om mennesket som et svævevæsen, der altid deler sin subjektivitet med andre – om gendrivelse af ensomheden og opgør med spejlets herredømme.
Vi bringer her endnu et uddrag fra bogen Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. Denne gang handler det om den tyske filosof Peter Sloterdijk (født 1947; undfanget som svævevæsen engang i 1946). Teksten er fra kapitlet ”Fødselsglemslen i filosofien – Peter Sloterdijks filosofiske antropologi”, skrevet af Per Jepsen:
”Fødselsglemslen i filosofien
Hvor Sloterdijks filosofiske læremester Martin Heidegger i hovedværket Væren og tid beskyldte den filosofiske tradition for at lide af ’værensglemsel’, hævder Sloterdijk tilstedeværelsen af en fødselsglemsel i filosofien, der afskærer den fra at opnå indsigt i en række grundtræk ved subjektiviteten og den menneskelige selvbevidsthed. Såvel filosofien som den ’naturlige’ selvbevidsthed er således ifølge Sloterdijk kendetegnet ved ”begyndelsesglemsel”, altså ved det forhold, at selvbevidsthedens egen begyndelse forbliver uerkendt for den. Eftersom denne begyndelse – fødslen – som noget nødvendigt hører med til subjektiviteten, kræver en fuldstændig forståelse af, hvad det vil sige, at mennesket er ’subjekt’ eller ’selv’ imidlertid en genbesindelse på subjektivitetens ”dunkle begyndelsesprægninger”. […]
Således hedder det i Eurotaoismus, at ”det, Heidegger […] beklagede som ”værensglemsel”” i virkeligheden svarer til en ”bårethedsglemsel” forstået som en glemsel af det centrale forhold, at subjektet før det kommer til verden som subjekt – hvilket det ifølge Sloterdijk først gør efter den første, biologiske fødsel – var kendtegnet ved en præsubjektiv enhed med moderen, eller netop: båret af hende.
Hvor Heidegger betonede nødvendigheden af menneskets genbesindelse på dets egen dødelighed, kan Sloterdijk heroverfor hævde, at det, der forhindrer subjektet i at opnå en adækvat erkendelse af sig selv ikke så meget er det, at det ikke vil være 'dødeligt', men derimod at det ikke vil være 'fødeligt'; kommet-til-verden gennem en handling, der ikke var dets egen og hvor det endnu slet ikke var til stede som selvbevidsthed eller subjektivitet. Ikke fortrængningen af det at skulle dø, men den "paniske" flugt fra det at 'være-ud-af-fødslen' udgør grunden til menneskets "mest radikale misopfattelse af sig selv".
Når tendensen til at glemme fostertilstandens præsubjektive ’bårethed’ er så stærk, som tilfældet er, har dette imidlertid sin forklaring i subjektivitetens egen tilblivelseshistorie, der ifølge Sloterdijk må beskrives som en ’anden fødsel’, der skal redde det til-verden-kommende levevæsen fra den første fødsels fald ind i det bundløse ved at give det et nyt holdepunkt eller fundament. Fødselsglemslen lader sig i forlængelse heraf beskrive som en ”præsteret ikke-viden” og som ”et resultat af den jeg-dannende grundanstrengelse”.
De egenskaber, vi almindeligvis tillægger os selv som subjekter – vores karakter af at være relativt selvberoende og selvbestemmende – bliver først meningsfulde selvbeskrivelser på baggrund af et radikalt brud med den væren-i-kraft-af og sammen-med-en-anden, hvori ethvert subjekt har sin oprindelse. At de filosofiske og psykologiske teorier negligerer fødslen og den forudgående enhed med moderen, at de alle begynder deres beskrivelse af individet i en tilstand, hvor navlestrengen er klippet over, kan således forklares udfra den individuelle selvopholdelsesdrift, mere præcist udfra subjektiveringen som specifikt menneskelig overlevelsesstrategi. Det er selve den anstrengelse, der ligger i jeg-dannelsen og den fortsatte opretholdelse af jeg’et, der fører til det, Sloterdijk i Sphären I kalder for ”desinteressen over for den egne ur-historie”.
Fødslens antropologi I: Mennesket som svævevæsen
Hvilke filosofisk-antropologiske erkendelser ligger imidlertid gemt i genbesindelsen på fødslen hhv. på fostertilstanden som subjektivitetens præsubjektive oprindelsessted? Ja, et svar på dette spørgsmål er sådan se allerede blevet antydet i det foregående, idet en teori om subjektiviteten, der tager fødslen alvorligt som tilhørende subjektet, nødvendigvis må rokke ved det gængse billede af jeg’et som en isoleret og selvberoende størrelse, der først som noget sekundært indgår relationer med – og står i afhængighedsforhold til – andre.
En fuld udfoldelse af dette ændrede billede af jeg’et finder man hos Sloterdijk i Sphären I fra 1998, der er første del af en trilogi med det ambitiøse formål på samme tid at udvikle en filosofisk antropologi, en kulturteori og en karakteristik af den sociale modernitet. Idet Sloterdijk på linje med hovedstrømmen i det 20. århundredes filosofiske antropologi betragter teorien om mennesket som grundlæggende for teorien om kulturen og det sociale, er udviklingen af en sådan henlagt til første bind, der i denne henseende danner udgangspunkt for resten af trilogien.
Den i Sphären I udviklede filosofiske antropologi koncentrerer sig – som forfatterksabet i øvrigt – om fremstillingen af en række nye perspektiver på fænomenerne subjektivitet og selvbevidsthed. Det er i bogen Sloterdijks anliggende at bidrage til et opgør med den ’monologiske’ opfattelse af subjektet, altså netop med opfattelsen af subjektet som en isoleret og selvberoende størrelse, der er skarpt afgrænset fra både de øvrige subjekter og den ydre verdens ’genstande’ eller ’objekter’.
Heroverfor stiller Sloterdijk allerede i indledningen opfattelsen af subjektiviteten som bi- eller pluripolær – som noget, der deles af to eller flere. Som det hedder i den indledende sammenfatning i trilogiens sidste bind, har ”parret” således forrang for ”individet”, hvilket vil sige, at den grundlæggende størrelse i antropologien ikke er det løsrevne menneskelige subjekt, men derimod ’sfærefællesskabet’ eller ’det delte rum’, i hvilket subjektet eksisterer i gensidig vekselvirkning med en eller flere andre.
Mennesker er ”sfærevæsner”, fordi de altid kun eksisterer i samspil med nogen eller noget andet, det være sig i kærlighedsforholdet, i den religiøse hengivelse eller i læsningen af en bog. Eller som det hedder et andet sted i bogen:
”De er de levevæsner, der er anlagt på at være svævevæsner, hvis det at svæve betyder: at afhænge af delte stemninger og fælles antagelser”.
Sloterdijk siger derfor også polemisk i forbemærkningen til Sphären I, at bogen kun henvender sig til de læsere, der er villige til ”at gendrive ensomheden”, det vil sige til sådanne, der er villige til at skue igennem det tilsyneladende tavse og selv-centrerede i subjektets aktiviteter og i enhver af disse se en mere oprindelig med-subjektivitets former.
Denne med-subjektivitet er det, Sloterdijk i værket kalder for en ’sfære’ forstået som ”et fælles oplevelses- og erfaringsrum”, der er kendetegnet ved, at det på samme tid danner en enhed og lader sig uddifferentiere i mindst to forskellige ’poler’ eller ’sider’, hvoraf ingen kan tænkes væk, uden at helheden ophører med at eksistere.
Menneskets væren er fundamentalt set en sådan ’Væren-i-sfærer’, og den moderne subjektopfattelse, ifølge hvilken vi grundlæggende står alene med vores subjektivitet, afslører sig i lyset af dette som en filosofisk-antropologisk fiktion.
Denne fiktion har imidlertid ifølge Sloterdijk en dybtliggende forankring i selve den moderne kultur, eller som han kalder det: ’det individualistiske regime’:
”I det individualistiske regime bliver de enkelte til punktuelle subjekter, der er kommet under spejlets, det vil sige den reflekterende, selvsupplerende funktions herredømme. De organiserer i stigende grad deres liv ud fra den fiktion, at de nu vil kunne udfylde begge roller i den bipolære relationssfæres spil, uden reale medspillere”.
*
Ovenstående var fra kapitlet ”Fødselsglemslen i filosofien – Peter Sloterdijks filosofiske antropologi” skrevet af Per Jepsen. NB: De fleste litteraturhenvisninger var klippet ud. Se den fulde tekst i Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi, ViaSysteme 2012. Uddrag bringes efter aftale med bogens redaktører Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen.
Billede: Hieronymus Bosch panorama.
Billede: Hieronymus Bosch panorama.
Se også introduktion til bogen og uddrag fra indledningen:
og uddrag fra kapitlet om Ernst Cassirer:
Hvad er et menneske? - Et dyr, der skaber symboler?
Læs desuden om skandaløse fødsler her:
Parringer, besmittelser, et action-kejsersnit og en androide
Læs desuden om skandaløse fødsler her:
Parringer, besmittelser, et action-kejsersnit og en androide
Ingen kommentarer:
Send en kommentar