Hvad er et menneske? - Et dyr, der skaber symboler?

Hvad er et menneske? Et dyr, der går oprejst: et tobenet dyr (obs: uden fjer)? Eller et rationelt, et politisk, et ubevidst-bevidst dyr? Er det særlige ved et menneske, at det overhovedet kan finde på at formulere disse spørgsmål og mulige svar? At det spørger til sin egen væren, sit væsen eller sin identitet: Hvad er jeg og hvem er jeg? 

Spørgsmålene og de mulige svar kræver et sprog af en art. De bliver udtrykt – ikke nødvendigvis i ord, men også i billeder, beklædning, handlingsmønstre osv. osv. Hulemalerier af okser og tændstikfigurer er også bud på ”hvad et menneske er og hvilken verden det lever i”.

Hvis tegn eller symboler er en nødvendig ingrediens i al erkendelse og kultur, som gør mennesker til noget specielt i forhold til andre dyr, så er det særlige ved mennesket måske netop, at det skaber og bruger symboler.

Mennesker bruger symboler til og i alt muligt. I træskodans og krigsførelse, teknologi og teater, til at udtrykke løgn og latin, den mystiske Treenighed og tyngdeloven.

Denne spænding mellem den fundamentale og fællesmenneskelige brug af symboler på den ene side, og på den anden side alle de forskellige former for erkendelse, arbejde og kultur i det hele taget, som mennesker skaber vha symboler, er emnet for den følgende tekst.

Vi vil igen bringe uddrag fra bogen Mennesket – en introduktion til filosofisk antropologi. Det første uddrag handlede om hvad filosofisk antropologi er for noget, om spørgsmålene hvem er jeg og hvad er jeg? (Se her). 

Nu skal det handle om Ernst Cassirers antropologiske filosofi. 
Ernst Cassirer var en tysk filosof, der levede fra 1874 til 1945. De følgende uddrag er fra kapitlet "Det symbolskabende dyr – Ernst Cassirers antropologiske filosofi" skrevet af Esther Oluffa Pedersen:

”Menneskets mange veje til selv- og verdensforhold

Udgangspunktet for Cassirers antropologiske filosofi er Kants såkaldte Kopernikanske vending i Kritikken af den rene fornuft. Kant gjorde gældende, at det ikke er vores erkendelse, der skal rette sig efter genstandene i naturerkendelsen, men derimod genstandenes fremtræden for os der retter sig efter vores erkendeevne (Kant 1781). Cassirer generaliserer dette til at gælde menneskets mange veje til opbyggelse af selv- og verdensforhold. I sproget, myten, kunsten, religionen osv. gælder det i lige så høj grad som i naturerkendelsen, at vi ikke retter os efter genstanden, men at denne retter sig efter vores form for sansning, erfaring og erkendelse, således at både sprog, myte, kunst, religion osv. er konstituerende for menneskets selv- og verdensforhold på lige fod med erkendelse af naturen i dens videnskabelige lovmæssighed. […]

    På den ene side udvider Cassirer Kants indsigt til at gælde for alle menneskets veje til selv- og verdensforhold, og på den anden side radikaliserer han denne, idet han peger på, at vores erkendeevner udvikler sig i takt med vores forsøg på at erfare og erkende verden. Derfor gælder det for Cassirer om at erkende menneskets selv- og verdensforhold i deres ”proceskarakter” (Cassirer 1929). Menneskets udfoldelse af mangfoldige veje til selv- og verdensforhold udgør en selvbefrielsesproces i den forstand, at det er vores opgave at forstå flerheden af veje til selv- og verdensforhold i en sammenhængende systematisk enhed. At løse denne opgave er en uendelig proces, som vi fortsat må arbejde på at opfylde:

    ”Den filosofiske tænkning stiller sig over for disse retninger … med den forudsætning, at det må være muligt at forbinde dem i et enhedsligt brændpunkt, i et ideelt centrum. Ud fra en kritisk betragtning kan dette centrum ikke være at finde i en given væren. Derimod kan det udelukkende findes i en fælles opgave. De forskellige produkter i den åndelige kultur, sproget, den videnskabelige erkendelse, myten, kunsten, religionen, bliver på denne vis og i al deres indre forskellighed til dele af en eneste stor sammenhængende problemstilling – til mangfoldige ansatser, der alle henviser til det ene formål, at omdanne den passive verden af blotte indtryk, som ånden i første omgang synes at være indspundet i, til en verden af rene åndelige udtryk.” (Cassirer 1923)

Det ideelle centrum i sproget, kunsten, myten, naturvidenskaben og religionen består ikke i en afdækning af den absolutte væren. Hvis dette var tilfældet, ville modsætningerne mellem sprog, kunst, myte, naturvidenskab og religion skulle afgøres i den forstand, at én af disse erkendeformer antages at beskrive eller være den bedste tilnærmelse til en beskrivelse af virkeligheden, mens de øvrige derimod måtte være fejlagtige eller ligefrem falske erkendeformer.

Det centrum, som Cassirer søger efter, er en fælles opgave mellem sprog, kunst, myte, religion, naturvidenskab, der fremstiller en systematisk sammenhæng mellem menneskets forskellige udtryksformer, dvs. mellem menneskets følelser,  ønsker, tanker og erkendelser. Den fælles opgave beror på en gensidig afhængighed. Hver især opbygger sprog, kunst, myte, naturvidenskab og religion forskellige menneskelige udtryksformer, der isoleret set nok er ensidige, men samlet aftegner den menneskelige verden af åndelige udtryk. […]

Animal symbolicum

Symbolet er det centrum, som Cassirer udpeger til systematisk at kunne samle menneskets mange veje til kultur til en funktionel enhed. Mennesket som det symbolskabende dyr – animal symbolicum – betegner den aktivitet, der er grundlæggende for enhver menneskelig praksis, nemlig at den umiddelbart ”passive verden af blotte indtryk” omdannes ”til en verden af rene åndelige udtryk” (Cassirer 1923). De enkelte symboler er det medium, der muliggør en fælles og overindividuel betydningsverden, der overstiger blotte reaktioner på ydre påvirkninger. Symboler er på en gang fysisk-materielle, idet de eksisterer som f.eks. modulation af luft til talte ord, handlinger og bevægelser, aftegninger på papir og computerskærm, og åndelige i og med de udtrykker ordets, handlingens, bevægelsens, aftegningens betydning. Således er det enkelte symbol noget specifikt, der samtidig tilvejebringer en universel mening, idet udtrykket er meningsgivende i kraft af sin eksemplarstatus inden for den almene brug af symboler. […]

Når mennesket således defineres som animal symbolicum er det en funktionel definition. Der peges på funktionen at udvikle symboler som det grundlag, der muliggør, at menneskebegrebet egentlig har et indhold. Med en funktionel menneskedefinition fremhæver Cassirer det objektive forhold, at mennesker har udviklet mangfoldige selv- og verdensforhold, som vi ikke kan se bort fra, når vi søger at forstå, hvad mennesket er. Derfor gør den funktionelle definition gældende, at det udelukkende er i og med selve symbolskabelsen, at vi kan pege på et egentligt forenende bånd mellem menneskers forskellige selv- og verdensforhold. Det er igennem og i kraft af de symbolske udtryk, at vi er i stand til at give indholdsmæssige definitioner af menneskets så som, at mennesket er tobenet, mennesket er rationelt, socialt, fører sit liv, drømmer, skaber osv.

Disse indholdsbestemmelser er ifølge Cassirer udelukkende mulige på baggrund af forståelsen for menneskets evne til at skabe symboler og dermed den funktionelle definition af mennesket som animal symbolicum.”     

* 

Dette var uddrag fra kapitlet ”Det symbolskabende dyr – Ernst Cassirers antropologiske filosofi” skrevet af Esther Oluffa Pedersen. Fra Mennesket – en introduktion til antropologisk filosofi, ViaSysteme 2012. Uddragene bringes efter aftale med bogens redaktører, Esther Oluffa Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen. 

Introduktion og uddrag fra bogens indledning kan læses her.