21. april 2016

Fort Europa




















Fort Europa er (eller bliver) vel ikke synligt sådan på ét sted. 
Det man kan skimte på billedet er Engelsborg, Castel Sant' Angelo, i Rom.
I den evigt foranderlige stad, hvor man gerne hejser EU-fanen i modsætning til i Danmark.

Først var Engelsborg et mausoleum, så blev det en fæstning. Nu er det et museum. 
Bygningen har beskyttet/bevaret den døde kejser, senere beskyttede det den levende pave, i dag bevarer det minderne.
Det har også været et fængsel. Giordano Bruno sad der i årevis, før de tændte et bål og brændte ham i år 1600. Muligvis blev han tortureret. Det er også vores kulturelle (og kristne) arv.

Fort Europa er europæernes fængsel.
Fort Europa er også vores mausoleum, fæstning og museum, hvor vi begræder, beskytter og beundrer os selv som vi var eller kunne være.

En europæer med europæisk pas kan selvfølgelig godt rejse ud. Der er stående udgangstilladelse (endnu?). Men en mur har to sider og vi vil se indersiden. Den side der ikke står noget på? That side was made for you and me.

Eller for at være mere optimistisk, pragmatisk og selvbevidst - som en sand oldtidsromer:
Det kan godt være at de fremmede bestormer vores imperium, eftersom vi kom til at afsløre for dem at vi findes og har det så godt her.
Men ligesom Rom først erobrede Hellas og Hellas siden erobrede Rom (kulturelt), så kan de fremmede godt invadere os, men vi vil fortsat invadere dem (kulturelt ...).

Det var ikke det, jeg ville skrive. Jeg ville egentlig citere en anden, der har sagt, at Europa er ved at blive integreret i verden. 1-2 millioner af verdens 60 millioner flygtninge er kommet til Europa, og således er Europa blevet en anelse mere som resten af verden. Mere integreret i verden, som sagt. 
Det blev dog sagt uden tanke på Fort Europa og dets forstærkede grænser.

I øvrigt, nu hvor der smedes så mange nye regler, som indvandrere og udlændinge skal følge, herunder diverse tests i kulturel viden, skal vi så ikke også indføre en obligatorisk dannelsesrejse til Rom for alle europæere? (Slut med drukture til Prag og Sortehavet). 
Alle skal til Rom, men ikke bare for at beundre et imperiums ruiner eller varme sig ved pavens store hjerte.

Derimod for at se hvordan evig forandring ser ud. Rom har absorberet utallige fremmede, er blevet lavet om af dem og har lavet dem om. Er blevet ødelagt og genopbygget og viderebebygget. Det er Europa, arv og historie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar