18. marts 2014

Orfeus pløjet. En litteratur-myte af Heiner Müller
















ORFEUS PLØJET


Orfeus sangeren var en mand der ikke kunne vente. 
Efter han havde mistet sin kone, på grund af for tidligt samleje efter barsel eller på grund af forbudt blik ved opstigning fra underverdenen efter hendes udfrielse af døden gennem hans sang, så at hun faldt tilbage i støvet før hun blev ny i kød, opfandt han kærligheden til drenge, som undgår barsel og er tættere på døden end kærligheden til kvinder. De forsmåede jagtede ham: med våben deres kroppe grene sten. Men sangen skåner sangeren: det han havde besunget, kunne ikke skramme hans hud. Bønder, opskræmte af larmen fra jagten, løb væk fra deres plove, som der ikke havde været plads til i hans sang. Så fik han plads under plovene.




Heiner Müller
levede fra 1929 til 1995 i Nazi-Tyskland, Østberlin og det genforenede Berlin. Forfatter og teaterinstruktør.
Digtet er fra omkring 1955. Oversat af Marie Møller Kristensen.

Det bringes her som et bidrag til diskussionen om forholdet mellem litteratur (sang) og verden.

Se også Litteratur for læserens skyld, Vladimir Nabokov mv. inklusive kommentarer

10 kommentarer:

  1. Må jeg vove en lille analyse? "Så fik han plads under plovene" virker i hvert fald på mig som en ambivalent slutning. For hvad vil vi egentlig med en litteratur, som får ly under velfærdsstatens forladte plove, og som samtidig mener at være i kontakt med "den jyske muld", de danske arbejdsløse, den virkelige virkelighed, verdens dårligdomme og hvad vi ellers kan finde at kalde det, som tingene (i bredest mulige forstand) tænkes virkelig at være? Hvor er den spanske borgerkrigs heroiske kunstersoldat blevet af, som formår frivilligt at træde ud i solen igen og kæmpe med sin kunst for fx "kærlighed til drenge" - eller bare retten til at kunne gemme sig under en velfærdsplov, når man har brug for det? Velfærdsstaten mangler stadig at se sine største forfattersoldater - gør den ikke?

    SvarSlet
  2. Orfeus fik plads under plovene og dér blev han pløjet, så blodet flød og han døde. Sådan forstår jeg ordene.
    Orfeus besang ikke bønderne og deres arbejde, ifølge teksten, men det gør dog ikke bøndernes virkelighed til den eneste "virkelige virkelighed" - og så eksklusiv tror jeg heller ikke Heiner Müller (og hans litteraturmytologi) var.

    Kan du ikke fortælle lidt mere om disse forfattersoldater og deres kamp (som ikke får kunststøtte fra velfærdsstatens forladte plove ...?), for jeg er ikke helt med?

    SvarSlet
  3. Ærligt talt, Marie, så har jeg aldrig hørt om Heiner Müller eller hans litteraturmytologi før, så du må undskylde, hvis min uvidende analyse har misforståt alt for meget. Samtidig tror jeg dog også, at det er ethvert digts største force, at det pga. sin åbenhed kan "misforstås" på mange måder, og derfor var den her misforståede tolkning også lidt med vilje.

    Jeg vil meget gerne høre din tolkning af især de sidste par linjer, men nu hvor jeg er begyndt, må jeg hellere forklare mig først. Med mit begrænsede udsyn på litteraturen og især digtningen de seneste par årtier virker det på mig som om, at fokus har ligget meget på lavpraktiske og nære fortællinger (næsten helt nede i den danske muld). Altså at kunsten til en vis grad har været afpolitiseret i en såkaldt postideologisk tidsalder. Det, som jeg selv håber på for de kommende litterære generationer, er i vores globaliserede tidsalder det komplet modsatte - at kunsten politiseres igen (i hvert fald til en vis grad) og at den forfattergeneration, som Information har døbt "Generation Etik", rent faktisk tager et politisk og etisk ansvar på sig.

    Nå, men det er jo bare min lille tolkning. Hvad tænker du med at Orfeus blev pløjet (mens bonderne var flygtet?), så han døde? Ligger der en skjult teknologikritik i digtet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror nok, at der findes en del danske forfattere for tiden, der skriver om politiske ”emner” (eller sågar mener, at alt er politik).
      Der har ovenikøbet for nylig været nogle politiske diskussioner i litteraturmiljøet – om racisme/”hvidhed” og lidt om karteller/nepotisme. Den første diskussion forvekslede til dels Danmark med USA, efter min mening, og den anden blev hurtigt gemt væk.

      Bortset fra det: Jeg sad en dag og bladrede i Theis Ørntofts ”Digte 2014” om klimakatastrofe og apokalypse, og jeg undrede mig over, at bogen øjensynlig ikke var trykt på genbrugspapir.

      Men hvad hviler ideen om forfatteres etiske og politiske ansvar i grunden på? På en magttænkning som siger, at forfattere er kulturelle kapitalholdere, der har større magt og indflydelse, fx adgang til forlag og medier, end andre, og derfor også et større ansvar and alle mulige andre?
      Det samme kunne man sige om akademikere, og akademisk forskning er vel ikke nødvendigvis mere neutral/apolitisk end litterær forskning?

      Om Heiner Müllers digt – der jo hedder ”Orfeus pløjet”. Müller blander forskellige myter om sangeren Orfeus. Man kan godt finde et hævnmotiv i teksten: den virkelighed som Orfeus ikke besang, altså bøndernes arbejde, hævnede sig på ham og blev hans død. Hverken underverdenen eller de forsmåede hævngerrige kvinder kunne gøre det af med Orfeus, besyngeren af kærlighed til både kvinder og drenge. Men da kvinderne jagtede ham, havnede han (gemte sig måske) under bøndernes plove og der blev han pløjet, enten da bønderne vendte tilbage til deres arbejde, eller fordi forfølgerkvinderne brugte bøndernes redskaber som våben, eller fordi han lå der og rådnede, eller ...
      Jeg tror ikke der er nogen teknologikritik i digtet. Snarere er det en kritisk og ironisk lignelse om ”ophøjet” eller eksklusiv kunst, og om en kunstner der styrter afsted drevet af sit skiftende begær, men fældes af det, han ikke har besunget.
      Som man siger: Det du ikke har med dig, får du imod dig.

      Slet
    2. Du har nok ret i, at den "etiske" udvikling allerede er godt i gang, og at det etisk/politiske ansvar kan synes (hvis det ikke rent faktisk er) grænseløst - hvis forfattere, hvorfor så ikke litteraturforskere, hvis digtere, hvorfor så ikke kunstjournalister, hvis billedkunstnere, hvorfor så ikke kunstmuseer osv. Men måske er det et grundvilkår, vi må forholde os til, i en verden, hvor moralen kalder på os i så høj grad, at ethvert lille blik væk fra moralen også kan forstås som en moralsk dårlig handling.

      I forhold til digtet: Tak for at gøre mig klogere :)

      Slet
    3. Selv tak:)
      - Men hvad er denne moral eller etik indholdsmæsssigt så for noget? Hvor kommer den fra?
      Det er vel klart nok, at den styrkes, hvis forfattere og andre kendisser og intellektuelle ytrer sig etisk. Er etisk ansvar afhængigt af sådan en opdragelse eller påvirkning? Eller kommer etikken fra (andre) overleverede skikke?
      Det sidste kunne være utilstrækkeligt, hvis og når etikken behøver NYE erkendelser, fx i forhold til klimaproblemer og forbrugsansvar. Hvad tænker du?

      Slet
  4. Rigtig meget, jeg sidder faktisk og læser om det lige for tiden. Jeg ved ikke, om du har hørt om det før, men den spanske filosof José Luis Lopez-Aranguren har foreslået, at der er i hvert fald 5 "begyndelser" i forhold til at spørge ind til etik og moral: Den før-filosofiske (fx sund fornuft), den etymologiske, den historiske, den psykologisk-antropologiske og den metafysiske. Jeg har ingen ide om, hvorvidt nogen af disse begyndelser er vigtigere end andre, men det er sjovt at tænke på, hvor meget det har varieret igennem historien, hvilke af disse man har taget udgangspunkt i - i dag er vi fx meget interesseret i den historiske eller psykologisk-antropologiske (som dine spørgsmål også viser), hvis jeg ikke tager meget fejl.

    Og fordi vores tid synes at mangle svar på især det historiske og psykologiske-antropologiske aspekt ved etikken, er det helt klart nødvendigt i den forbindelse med NYE erkendelser ;) Men jeg tror, at sådanne erkendelser ofte kommer ved at blande perspektiver sammen og genintroducere glemte aspekter af etikken som fx det metafysiske eller lingvistiske (som jeg forkrampet prøver på i min blog) - selvom det selvfølgelig er en svær og for udenforstående uinteressant affære.

    Hvilke nye perspektiver og erkendelser tænker du på i forhold til fx etisk ansvar? :)

    SvarSlet
  5. Det sidste spørgsmål: Jeg tænker på, hvordan nye typer ansvar - fx for klimaproblemer - opstår. Er det gennem ny VIDEN at man udvikler en sans for sit politisk-etiske ansvar for naturressourcer og begynder at leve anderledes?

    Politisk-etisk ansvar handler vel om at VILLE (gøre noget), hvor magt handler om at KUNNE (gøre noget). Viljen kan alle have, magten er mere ulige fordelt (men kan også omfordeles, hvis folk vil) og for det tredie må der vel også være ideer (en VIDEN), om hvilken retning viljen (og magten) skal tage.
    Jeg kan ikke lade være med at forestille mig det etiske princip som en villen (der er rettet mod det gode eller en kantiansk almengyldig lov), og jeg kan heller ikke lade være at forestille mig at de konkrete mål for viljen er afhængige af ens VIDEN eller IDEER om det gode og onde i verden. Men ja, hvor kommer den viden så fra?

    José Luis Lopez-Aranguren - en professor i etik, der mister sin stilling pga sine etisk-politiske holdninger ... interessant møde mellem teori og praksis!
    Hvad er den etymologiske "etik-begyndelse" i øvrigt?

    SvarSlet
  6. Vilje, magt og viden/ideskabelse er helt sikkert vigtige ingredienser. En metafysisk vinkel ville måske kunne supplere, at det også kan handle om at SKULLE leve op til virkelige etiske fordringer i vores liv. Og nå ja, en etymologisk begyndelse vil sandsynligvis tage udgangspunkt i det græske ord "ἦθος" (--> "etik"), som betød noget a la "vane", "tradition", "skik" og deraf en (fx moralsk) "karakter". En sådan begyndelse kan dermed vise os, at etikken også kan have den gentagne handlen i fokus, hvad enten denne (gode eller onde) gentagelse foregår på individ-basis, på fællesskabets præmisser eller på en global scene som i dag.

    Tak for en interessant diskussion.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak:)
      Et par kommentarer til din kommentar:
      Ja, det etiske opfattes (traditionelt og generelt) som en skullen eller burden. Når jeg i stedet skriver om villen, hænger det nok sammen med oplevelsen af uendelige, grænseløse, "etiske ansvarsmuligheder", som fører til afmagt og apati.
      Man kan skulle alt muligt, men man kan ikke ville alt muligt. Man kan ville gøre det (etiske eller politiske), som man har sat som det vigtigste - og så gøre det.
      Men okay, man kan lige så vel sige det omvendte: Man kan ville alt muligt, men noget af det SKAL man - og det er det etiske.

      Min skepsis over for etikken som etos (altså den etymologiske udledning) var nok grunden til at jeg bragte "viden" ind, for "kommer etikken fra overleverede skikke? Det sidste kunne være utilstrækkeligt, hvis og når etikken behøver NYE erkendelser, fx i forhold til klimaproblemer og forbrugsansvar" som der står i en af de tidligere kommentarer.
      Det kan være et etisk og politisk ansvar at ÆNDRE skikke, vaner og moralkaraktertyper.

      Slet