15. februar 2014

SÆRLIGT inSENSITIV? Mennesket er det dyr, der har for mange følelser












I går mødte jeg en mand på apoteket i et af Københavns gamle arbejderkvarterer. Nu er det et middelklassekvarter, men manden opførte ikke særligt middelklasseagtigt, tværtimod var han ret ubehersket  midt på eftermiddagen og i fuld offentlighed! Her valgte han nemlig pludselig at henvende sig højlydt til et vildt fremmed menneske – mig.

Manden snakkede fanden (=mig) et øre af, mens vi stod og ventede dér på apoteket, og jeg vil prøve at gengive hans svada, mens den stadig flyder frisk i min hukommelse. 

Først kom vi til at stå ved siden af hinanden, og da han gav mig elevatorblikket, stirrede jeg nok lidt tilbage. Blandt andet fordi mit blik blev fanget af nogle ækle gule pletter på hans halstørklæde og frakkerevers. Han rømmede sig og sagde:

– Jeg er sygoloh.

Forundret mødte jeg hans blik og han fortsatte:

– Så derfor, jah, betragter jeg … mennesker og … ja, du har vel hørt om, at man kan være særligt sensitiv?

– Jah, sagde jeg, – eller faktisk nej. Jeg ved ikke rigtig hvad det betyder. Men det interesserer mig heller ikke så meget.

Af en eller anden grund syntes min afvisning at opmuntre og more ham.  

– Haha, sagde han, – så du er måske særligt INsensitiv?! Den er sgu ny. Jeg er jo omgivet af kvinder der er særligt sensitive. De bralrer op om deres særlige sensitivitet og når jeg så siger: tag lige en slapper! Ja, så råber de enten højere eller klapper i som østers i dødsangst. Så er de INTROVERTE. Jeg kalder det dødslammede, og det er vedgud heller ikke bedre.

– Hm, sagde jeg.

– Nå, sagde manden. – Jo mere belastende en situation er, jo klarere tænker jeg. Sådan er jeg nu engang indrettet, jeg er jo … ja, du ved. Nu skal du bare høre. Du har de der skeeeptiske øjenbryn. Du ser sgu lidt sur ud, så jeg tror du er den rette for mig. Kom ind i min tankeverden.

BLING, sagde apotekets kønummertæller. Jeg tav. Manden fortsatte:

– Hvorfor har vi mennesker følelser?

– Øh …, sagde jeg.

– Som sygoloh vil jeg sige, sagde manden, – at vi har følelser for at handle. For at kunne GØRE noget. Jeg er pissebange, så jeg vil flygte eller slås. Fight or flight. Jeg er vred og jeg vil hærge og knuse. Min sorg, den vil have mig til at dukke mig. Jeg har bare lyst til at rulle mig sammen og flæbe. Jeg er træt, jeg er liderlig. Jeg er ved at få spat af det hele. Jeg vil væk. Er det normalt?

– Om det er normalt? Det … ved jeg ikke rigtig, sagde jeg.

– Nej, det ved jeg sørme heller ikke rigtig, sagde manden. – For hvad siger far og mor, skolen, chefen, Danmarks Radio, det hele? De siger selvfølgelig: Lav dine lektier. Fortsæt arbejdet. Køb ind, spis, sov, drik, mand, kvinde og barn. Træn din krop. Tænd dit tv. Gå på apoteket og hent dine piller.

– Ergo har vi en helt utrolig og pervers mængde følelser, der bare vælder op og vælder frem. Blodige og betændte som bumser der snart eksploderer, stinkende som prutter der forurener den luft vi skal indånde, ulækkert boblende som fråde om munden, frastødende som slimede snotguirlander ud af næsen. Ja, du forstår hvor jeg vil hen: Vi kan ikke bruge alle de følelser til en skid, de fylder og er grimme, de er syge og de nasser på os, de er tabere og har en forkert kultur!

– Hvis du ikke kan skjule dine følelser, for andre eller for dig selv, er det simpelthen som at gå rundt i helt forkert tøj oversået med pletter og skidt, gamle og størknede pletter, nye og flydende plamager af skidt – alle sammen helt helt malplacerede. 

Her kunne jeg selvfølgelig ikke forhindre mit blik i at vandre ned til pletterne på hans krave, men han blev bare ved: 

– Og hvorfor? Ja, vi kan som sagt ikke bruge alle de følelser til noget. De kan ikke blive til handlinger. Vi kan jo for helvede ikke slås, flygte, overfalde og dukke os i en lang køre. Vi skal arbejde, passe jobbet, familien, smalltalken og debatterne ogsåvidere ogsåvidere. 

– Der er altså tale om en fejlprogrammering. Vi føler en masse, men vi kan ikke holde det ud, for det er ubrugeligt, unyttigt, overflødigt og vanvittigt belastende. Hvad gør man så? Man kalder sig særligt sensitiv. Det er mit særligt mærkelige nervesystem, siger man. Men det er da vores liv, der er særligt INsensitivt. Vi skal helst leve insensitivt – men vi kan sgu ikke!

– Og dér sidder vi fast. Der er ingen vej ud, så længe vi lever. Det sku da lige være at sætte sig på sin flade og give op. Ligesom Buddha. Det er faktisk genialt. De kalder det mindfulness, men jeg kalder det bare Buddha. Buddha på røven. Som jeg ser ham, er Buddha den allermest menneskelige menneskefyr, der har alt for mange følelser, for mange indtryk og muligheder, som ikke kan bruges til noget. Som tynger og forvirrer. Så Buddhafyren træffer det geniale og simple valg ikke at gøre noget som helst. Bare sidde og være, føle, være en tåbelig menneskefyr med for mange fuldstændigt ubrugelige følelser …!

Her tav den rablende psykolog et øjeblik. Jeg følte mig meget forvirret og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Manden var enten udmattet eller på en eller anden måde rørt over sine egne udgydelser. Han så nu lidt betuttet ud og havde blanke øjne.

BLING, sagde apotekets kønummertæller og mit nummer kom op.

– Nå men hej, sagde jeg til manden, lidt kort for hovedet og nok også lidt fjendtligt, og gik op til kassen.

– Har I … øh, de der perikontabletter mod depression? spurgte jeg ekspedienten.

– Modigen? Nej, dem har vi ikke her. Der må du prøve en helsekost, svarede hun. – Men du skulle måske først konsultere din læge. Er der andet, du skal have?

– Nej tak, sagde jeg. – Hej igen. Jeg vendte mig og gik mod udgangen. Den rablende psykolog stod nu med ryggen til ved hylderne med vitaminpiller.

Udenfor skinnede solen. Det var da altid noget.

1 kommentar: