29. november 2013

Du danske sprog, du er en bombe i min turban

For et par år siden var jeg til et arrangement om Viktor Klemperers bog LTI – Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog. En filologs dagbogArrangementet fandt sted i en kirke. Det begyndte dog ikke med Ordet, men med en orgelsonate. Musik er jo også et sprog og komponisten, Mendelssohn, brugte ikke kun musiksproget på en rar måde, men til tider voldsomt og aggressivt. Da sonaten var forbi, blev der læst op af Klemperers bog – af en god skuespiller med en smuk diktion – i det store flotte rum. Efter oplæsningen blev tilhørerne opfordret til at snakke med hinanden på kirkebænkene, og til sidst kunne man tale ud i forsamlingen. Der var enighed om, at vi skal tale pænt til hinanden. Hvad enten vi er nazister, danske politikere eller fulde fodboldfans. Ellers opfatter vi ikke hinanden som mennesker, sagde én.

Det fik mig til at tænke på Nietzsche, der skrev ”Jeg er ikke et menneske. Jeg er dynamit.” Måske skrev han det oppe på sin bjergtop, afsondret fra andre mennesker, mens han lyttede til detonationerne, når der med dynamit blev sprængt nye tunneller.


Jeg tror ikke at Nietzsche med ordene ”jeg er dynamit” hentydede til sin fysiske slagkraft, sin seksuelle potens, sin politiske magt eller sin pistol i skrivebordsskuffen. Jeg tror at han tænkte på kraften i de indsigter og tanker, som kom til orde i hans skrifter. I hans ytringer lå en sprængkraft, der kunne ødelægge gamle opfattelser af verden og af mennesket, og altså smadre virkeligheden som den ser ud, før man læser Nietzsche. (Og måske har hans tanker da også været med at affolke kirkerne, så de nu står halvtomme og kan bruges til litterære arrangementer).

Det er jo ikke underligt at netop en forfatter – som Nietzsche – tror på ordenes kraft. En soldat i krig ville nok se anderledes på det! Forfatteren Per Aage Brandt har fx skrevet om forfatteren Marquis de Sade, at skrift er langt værre end gerninger, for det skrevne bliver stående for evigt, mens gerninger er lokale engangsfænomener, bundet til tid og sted. En anden forfatter, dramatikeren Heiner Müller, har skrevet om ordenes renhed, der ikke må besudles, for ordene tabes i verdens maskineri, skriver han. Ord kan ikke tilintetgøres, de tabes i verdens maskineri, hvor de gør tingene genkendelige eller ugenkendelige for os.


Og Viktor Klemperer, filologen og forfatteren, som arrangementet i kirken handlede om, skrev at ord kan virke som små doser arsenik.


Dynamit, arsenik, bomber i min turban.


Vi ved det godt. Vi ved at ord har kraft og magt, at de gør ondt og gør godt, at de er lige så effektive og effektfulde som handlinger uden ord. Men så længe vi er enige, stort set enige, både om synspunkter og om omgangstone, så glemmer vi det måske, så arbejder vi enstemmigt eller tavst videre på vores samfundsbygning, vores babelstårn, der bliver højere og højere eller dybere og dybere, eller får flere og flere altaner og vægge af glas. Det er fryd og gammen og hårdt arbejde, og sammenhængskraften er stærk, for vi mener det samme og laver det samme.


Hvis der er nogen der er frække, så er de kunstnere. Eller humorister, og humor er måske hverdagens kunst, en dagligdags kunstgenre. Humorister (herunder satirikere og ironikere) dyrker den lille uenighed, det lille sammenstød og den lille smerte, skadefryden fx, den dejlige blanding af pine og sjov, eller frygt og nydelse, som humor skaber.


Hvis der er andre der er frække, så er de måske onde, for så vidt de er politikere, men hvis de er politikere kan vi stadig snakke med dem, debattere, og vi kan i det mindste komme af med vores grimme galde i debattrådene på aviserne og andre steder på nettet, hvor grovhed og uhøflighed lever i bedste velgående og har det sygt/godt.


Nu oplever vi pludseligt, men det er ikke længere pludseligt, at enkeltpersoner reagerer med fysisk vold på ord og andre ytringer. Disse voldsmænd, disse udøvere af politisk vold, må jo virkelig tro på ordenes sprængkraft, livsfarlige kraft, eksplosionskraft. Og de eksploderer selv i voldelige hævn- eller straffeaktioner, der går ud over folk som har ytret sig. 

Føler disse kriminelle voldsmænd afmagt? Kan de ikke udtale, skrive, tegne deres uenighed og modsvar? Jeg håber stærkt at de snart begynder på det, at de fx læser Nietzsche eller en anden megaloman ordkunstner, og begynder at ytre ord, ord der har kraft, følelsesmæssig eller argumentatorisk kraft, grovheder måske, arsenik eller dynamit ord.

Men sagen er jo også, at hvis man virkelig skal kæmpe på ord, debattere som det hedder med et meget slidt ord, og ikke bare skælde og smælde og svine andre til, men sige noget der har et indhold, så skal man også tro på, at man kan tale sandhed med ord.


Ord skal være vigtige, ikke bare som magtinstrumenter, som de velformuleredes retoriske kunnen og kneb og spin, eller kunstnernes elegante kaskader, eller humoristernes små torturinstrumenter, men som redskaber til at sige sandheden. Simpelthen. Det man holder for sandt.


Og dermed vil jeg til at slutte, for sandheden er, tror jeg, det mysterium som engang i det gamle Grækenland gav anledning til nogle af de første tanker om og det første begreb om det, som vi i dag kalder ytringsfrihed. Det kaldte man Parrhesia, og det betyder at sige alt, at sige den eller de sandheder, som af forskellige grunde holdes nede eller er svære at opdage. De sandheder, som guderne skjuler (i Tragedierne), eller som en magthaver ikke vil høre eller som ens ven ikke vil høre, fordi det gør ondt.


I dag er der ikke mange der tror på sandheden, i ental, men til gengæld tror vi nok for meget på enigheden, den hellige konsensus, og har svært ved at acceptere at vi aldrig bliver enige om alt, men ikke kan slå på hinanden eller via social kontrol give hinanden mundkurv på, hvad enten vi kalder mundkurven for selvcensur, de andres selvcensur, de anstændiges og politisk korrektes selvcensur, tavshedstyranni, eller racisternes dårlige tone eller hvad vi nu kalder den mundkurv. (Frygt for overvågning!)


For vi KAN IKKE bygge det tårn, eller det ødelægges og ombygges igen og igen. Vi forstår ikke hinanden (godt nok). Vi er ikke enstemmige. Vi er uenige.


Så hvad angår ordene i kirken, som jeg begyndte med, og mere præcist den idé at vi ikke opfatter hinanden som mennesker, hvis vi ikke taler pænt til hinanden, så er jeg uenig i dét. Det er meget menneskeligt at tale grimt, ”husk altid på at nogle få ord kan volde både den dybeste smerte og den højeste lykke”, skrev Emma Gad, og det ville være smart hvis vi kunne begrænse grimheden og grovheden, og den hensynsløse ærlighed, til humor og kunst, hvor vi har vedtaget at den kun volder acceptabel smerte, og hvis vi kunne være betænksomme og høflige resten af tiden. Det kan vi dog næppe, men vi kan acceptere at uenigheden er et vilkår og at den skal ud og frem og der skal ord på, og at ord ovenikøbet kan sige sandheder, og at dét er forfærdeligt og meget ubehageligt, men sådan er det, og dem som vi er uenige med, skal have taletid. Ikke tid eller rum til vold, men taletid. Talehandlingsrum.


*

Disse ord var mit oplæg til Modersmål-Selskabets årbogs-arrangement, november 2013.
Anledningen var selskabets årbog ”Ord til hinanden”, hvortil jeg har bidraget med essayet ”Jeg er dynamit”.
”Jeg er dynamit” handler om meget andet end ovenstående oplæg. Læs det og andre bidrag i årbogen – se her 

Læs om græsk-romersk Parrhesia i Michel Foucaults engelsksprogede forelæsninger: http://foucault.info/documents/parrhesia/index.html 
6 tekster i alt. Kan anbefales.

5 kommentarer:

  1. Højstemt, Marie. Og hvad mener du med "Talehandlingsrum"?

    SvarSlet
    Svar
    1. Højstemt, ja. (Men det er IKKE KUN tonen der gør melodien, for sproget er IKKE KUN en sang).

      "Talehandlingsrum": For så vidt enhver tale er en talehandling, betyder det bare talerum. Nu er der en ung fyr/tøs, der er blevet tiltalt for at true Yahya Hassan på facebook. En trussel er (også) en talehandling. Men facebook er jo ikke bare et rum for trusler, men for alt muligt.

      Derudover synes jeg, at fx JOURNALISTER har en forpligtelse til at opsøge mennesker, der har upopulære/ubekvemme/usædvanlige synspunkter og give disse mennesker taletid på tv, i aviser og radio.

      Journalister burde, synes jeg, prøve at få fat i nogle flere af disse forskellige krænkede mennesker m.fl. og få dem til at tale og diskutere, på tv, i aviser og radio.

      Jeg tror ikke, at det ville resultere i en masse enighed, nødvendigvis, men måske kunne flere diskussioner (og skænderier) få renset luften, tage trykket, og skærpe argumenter og skabe mere indsigt og hård hud hos nogle. (Hård hud over for ord).

      Slet
    2. Ja for journalister er vel neutrale? De holder vel mikrofonen for alle og enhver?
      Måske er du lidt naiv? Men du nævner selv "den hellige konsensus" i dit indlæg.

      Slet
    3. Om journalister: Jeg skrev ikke om hvordan journalister ER. Jeg skrev om hvordan jeg syntes de BURDE VÆRE, hvordan de kunne være.

      Slet
  2. Det skete den 1. december at en journalist, Adam Holm, inviterede ikke bare Yahya Hassan, men også en studerende opvokset og bosat i Vollsmose, i studiet. Den studerende, Inaam Nabil, havde været med til at skrive en kronik med kritik af YH.
    (Hun betegnede iøvrigt YH og sig selv som "præmieperkere").

    Men måske kom det mest interessante ved samtalen til at være YHs frustration over Inaam Nabils argumenter. En frustration, som jeg godt kan forstå, da det ligner en blindgyde ikke at forholde sig til bolden/sagen/problemerne, men kun til HVEM, der har eller ikke har problemer, og om man selv er én af disse eller (implicit) anklages for at være en af disse.

    Kunne det ikke i stedet være muligt at opfatte sig selv som et individ, der naturligvis indgår i grupper (grupper som danskerne, "perkerne", kvinderne, mændene), men som alligevel KAN OG MÅ vurdere, om hver evig eneste kritik eller karakteristik af gruppen også skal tages personligt - også gælder mig?

    Og så iøvrigt prøve at forholde sig til problemer i gruppen, hvad enten det også er mit personlige problem eller ej?

    Racisme og diskrimination kræver vel netop, at man kun ser gruppen (gruppetilhørsforholdet), ikke individet. Man kan ikke se træerne for bare skov.

    Det er et trist statistik-perspektiv.
    Tillykke til samfundsvidenskaberne, der er sivet ind i hovederne på os og har gjort os (nogle af os) blinde for enkeltmennesker.

    Se udsendelsen med Yahya Hassan og Inaam Nabil her:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Medier/2013/12/01/224620.htm

    SvarSlet